På fire offentlige byggerier på mellem 5-10 mia kr. har vi fulgt lærligeklausulens rejse og de aktører, der står for at sikre lærlinge på byggerier. Det starter fra bygherres udformning af lærlingeklausulen og udvælgelse af hovedentreprenør over LLU's godkendelse af entreprenøren til at have lærlinge, frem til lærlingene lander hos hovedentreprenøren på byggepladserne.

For at få hold om en kompleks problemstilling med mange aktører, har vi interviewet bygherre, entreprenør, de lokale uddannelsesudvalg og lærlinge om deres oplevelser med lærlingeforløb.

Udenlandske hovedentreprenørers har et setup, der kolliderer med at uddanne danske lærlinge, fordi entreprenørerne ikke selv har nogen faglærte ansatte til at oplære lærlingene. De skal hyre nogen til at stå for oplæringen og sikre fagligt indhold og trivsel, og have underentrepriser med nok læringsindhold.

Der er for lidt gennemsigtighed i processerne. Offentligheden har hverken adgang til oplysninger om opfyldelse af lærlingeklausulen, eller hvordan den bliver kontrolleret af bygherre. Det gør det svært at skabe politisk bevågenhed i tide, når der bliver uddannet for få lærlinge.

Der er forskellig praksis for, hvad der skal til for at en hovedentreprenør godkendes af de lokale uddannelsesudvalg (LUU) til at have lærlinge, og godkendelserne er ofte personbårne. Det er en stor opgave for udvalgene at håndtere de store byggerier. En fast praksis, evt. med betingede godkendelser, kunne afhjælpe LUU's arbejdsbyrde og sende et klart signal til entreprenøren om, hvad der i praksis kræves for at blive godkendt.